Information Anlægget Byggetips Galleri Links Aktivitetskalender Nyheder Login
Nyt om klubben - April 2012 Tilbage

Dato : mandag den 30. april 2012 
Sted : Kategori: Nyheder

Langt om længe kan vi begynde at se lys for enden af "tunnelen".
Efter en vinter med fast arbejde i kælderen hver tirsdag, er klublokalet og dermed rammerne ved at være på plads så vi snart igen kan begynde på det det handler om - nemlig modeltog :-)

I forbindelse med genopbygningen af klublokalet, har skolen været så venlig at tildele os lidt mere plads på bagvæggen bag Skanderborg og Hinnerup stationer. Pladsen er primært bevilget så vi bedre kan komme til at genopbygge den ødelagte del af Skanderborg station. På den nye bagvæg har vi på den øverste del monteret en masse hylder til diverse opbevaring, og umiddelbart derunder har vi lavet en helt ny lys baldakin. Det er tanken at omlægge strækningen mellem Hinnerup og Skanderborg stationer herunder, og det er bl.a. denne ombygning og hele genetableringen af Skanderborg station flere medlemmer er i igang med at planlægge.

Ellers er de sidste måneder primært gået med at lave vores nye afslapningsområde, arbejdsbord, samt strøm og opsætning af diverse lamper. Vi har valgt at bytte om på vores afslapnings område og arbejdspladser, således at der er mere plads foran Århus banegård.
Dette var tit et problem før i tiden, når vi var mange medlemmer i lokalet. Afslapningsområdet er nu at finde umiddelbart til højre når man kommer ind i klublokalet og foran Århus er der nu et langt arbejdsbord mod væggen. Her kan man enten kan stå eller sidde og arbejde.

Frem mod sommerferien bruger vi nu tiden på at sortere og rydde op i mange af de sager der er kommet retur fra opbevaring og rengøring.
Det er vores håb at vi på et tidspunkt igen kan åbne op for besøg, omend der endnu ikke foreligger nogen tidsplan for kørsel med materiel på anlægget. Så længe de store planlagte ombygninger af Skanderborg og Hinnerup stationer endnu ikke er påbegyndt, giver det ikke så meget mening af køre frem og tilbage på Århus og dens banegårde.

Du kan se nogle nye billeder ved at klikke her.

Billederne viser nedbrydningen af en eksisterende del af Hinnerup station, samt et overblik over vores afslapningsområde og arbejdsbord.

Mvh.
Webmaster