Følgende materialer skal bruges: polystyrenplader (flamingoplader). hobbylim (trælim). polyfilla. grøn og brun plastmaling. græsfibre købt hos en hobbyforetning. Opbygning af terræn kan ske på mange måder, der til dels vil være afhængige af modelbanens underbygning, som i princippet kan bestå af enten plader eller en åben rammekonstruktion eller en kombination heraf. Underbygningen vil ikke blive beskrevet yderligere her. Terrænet kan opbygges ved anvendelse af trådnet, papir, hessian, lærred, gips etc., og især i de åbne konstruktioner kan der være god grund til at anvende trådnet for at kunne spænde over åbningerne. Ved opbygning af et kuperet terræn er det imidlertid også en god idé at anvende polystyrenplader. Det er nemt at tildanne disse plader i den rette form, det er let at lave huller i materialet, når træer og lignende skal fastgøres på et senere tidspunkt, og det er let at fortage forandringer, når det bliver nødvendigt. Som underlag for polystyrenpladerne er det mest solidt at bruge spåndexplader eller lignende, men masonitplader kan fint anvendes, når blot det pålimede terræn har en passende tykkelse, fordi der i så fald opnås en god bæreevne. I modsat fald bør masonitpladen afstives med ribber. En fordel ved at opbygge terrænet eller i hvert fald dele af terrænet af masonitplader med pålimede polystyrenplader er, at det på grund af konstruktionens lethed vil være egnet til løs indbygning, således at den pågældende terrændel vil kunne løftes bort i tilfælde, hvor der skal ske reparationer i de underste dele af modelbanen. Polystyrenpladerne er ret dyre at købe, så derfor gælder det om at finde kasserede plader, der f.eks. kan have været anvendt som isolering i bygninger eller som beskyttelse i transportkasser. Kasser fra gartnerier kan også bruges, men er lidt vanskeligere at tildanne på grund af huller og hjørner. Det er bedst at råde over plader af forskellig tykkelse. Polystyrenplader limes sammen med almindelig hobbylim, som stryges på med en pensel. Mens limen tørrer, bør pladerne i reglen være under et let pres. Lim med indhold af acetone og lignende kan ikke bruges, da det opløser materialet. Tilskæringen kan ske på forskellig vis. Lettest at anvende er en glødetråd, men også hobbyknive eller en savtakket brødkniv er anvendelige. Endelig kan pladerne skæres med en sav, og det er da bedst at anvende en stiksav, som kan drejes i snittet. Den endelige form gives lettest med en grovfil. Apparater til skæring med glødetråde er temmelig dyre at købe, hvorimod selve glødetråden kan anskaffes til en forholdsvis beskeden pris. For en modelbygger er det herefter ingen større sag selv at fremstille et redskab, som glødetråden kan spændes fast i, jf. billedet herunder. Ulempen ved polystyrenplader fornemmer man især ved at bruge sav og fil, idet smuldet klistrer til alting i nærheden på grund af statisk elektricitet. Heldigvis lader smuldet sig nemt fjerne med en støvsuger. Imidlertid kan ulempen vendes til en fordel, fordi smuldet kan gøres nyttigt - endda i så stor udstrækning, at fremstilling af smuld i større mængde kan blive følgen. Ved den endelige tildannelse af terrænet bliver det i reglen nødvendigt at anvende polyfylla e.l. Men også dette materiale koster penge og en æske rækker ikke langt. Derfor er det en god idé at drøje på det ved hjælp af polystyrensmuld. Erfaringsmæssigt er det muligt mindst at fire-femdoble en portion polyfylla ved at tilsætte smuld. Konsistensen bliver som en lidt tør, grovkornet risengrød, og blandingen er nem at smøre ud og tildanne i terrænnet og giver endda en grov overflade, der ser mere naturlig ud. Materialet er dog ret hårdt, når det er blevet tørt. Blandingen kan også med fordel anvendes til at give en baneskråning eller lignende, der eventuelt måtte være lavet af en glat plade, et mere naturligt udseende ved at smøre et tyndt lag på. Ved anvendelse på den glatte side af f.eks. en masonitplade tilrådes, at blan­din­gen får et lille tilskud af lim, eller bedre, at pladen først påsmøres et tyndt lag lim. Når terrænet er formet, males det med grøn plast­maling, hvor der skal være græs, og brun maling, hvor der skal være jord­flader. Farvehandleren kan sikkert trylle rester frem fra lageret, for nuancerne er af mindre betydning. Der skal males ret omhyggeligt, da hvide pletter let ses igennem bevoks­ningen. Når malingen er tør, skal der sås græs eller udlægges muld eller grus. Som græs anvendes græsfibre, som kan købes i poser i hobbyforretningerne. Det er desværre ret dyrt, men effekten er langt den bedste af de muligheder, der tilbydes. Græsset kan også fås i måtter, der har den fordel, at græsset er mere opretstående. Ulempen er, at måtterne dækker over de små ujævnheder, dvs., giver et glat terræn og derved har en tendens til at blive ved med at ligne måtter. Græsfibrene fås i flere nuancer af grønt, men også i brun og gul farve. Dette er vigtigt, for de forskellige farver bruges til at give terrænet liv. Derimod er det en misforståelse, at røde eller blå græsfibre eller skumgummigranulat kan illudere som blomster e.l. Til det formål er det langt bedre at anbringe små pletter farve ved hjælp af en lille pensel og plakatmaling. I det hele taget, så tjener det bedst at holde sig til nuancer af de farver, man finder i naturen, dvs., de såkaldte jordfarver. Græsbeklædningen fremstilles som følger. Først males terrænet med hobbylim, der gerne må fortyndes en smule med vand. Der må ikke arbejdes med for store arealer af gangen, helst ikke mere end 100-200 cm2, da limen har tendens til at trække sig bort fra toppene af ujævnhederne i terrænet. Græsset drysses derefter ud over limen i et tykt lag, hvorefter det presses ned eller duppes med fingerspidserne. Når limen er tør, kan overskydende græs børstes af. Hvis man vil være sikker på, at intet går til spilde, bruges en støvsuger. Det kan være en af de små batteridrevne, hvor græsset opsamles i beholderen, men mere effektivt er det at bruge en almindelig støvsuger, idet det løse græs tilbageholdes i en tynd klud, som holdes fast om enden af støvsugerrøret, idet man med en finger får kluden til at danne en pose ind i røret. Når posen er fuld, slukkes for støvsugeren, og posen tømmes ud i en bakke eller lignende. Når der bruges en støvsuger i stedet for en børste, kan det meste af det overskydende græs fjernes med forsigtighed allerede en halv time efter, det er lagt på. Ved omhyggeligt arbejde er det tilstrækkeligt med en enkelt "såning". Nuancer i græsset får man ved at drysse med forskellige farver. F.eks. kan man gøre foden af en skråning eller en grøftebund mørkere grøn ved at drysse mørkegrønt græs disse steder før det almindelige græs drysses ud over det hele. På samme måde kan man fremstille afsvedne arealer på baneskråninger m.m. Tænk på, at i naturen er der i reglen glidende overgange mellem farverne og farveforskellene er sjældent grelle. Nuancer kan også skabes bagefter ved med en pensel at fugte det tørre græstæppe med lim og derefter drysse med en afvigende farve græs, som duppes fast med fingrene, f.eks. en mørkere bund hvor der plantes træer eller mere gulligt græs hen over en tør bakketop.