Følgende materialer skal bruges: pap milimeter papir murstenstapet eller mustenspapir hobbylim trælister Pappets tykkelse afhænger af formålet. Jo større flader, jo tykkere pap bør der bruges. Desværre vokser besværet med at skære i pappet tilsvarende. Man må derfor gøre op med sig selv, om man vil benytte tykt pap, der har den fornødne stivhed, eller tyndere pap, der så må stives af med lister på indersiden af murene. 6x6 mm lister, der kan købes på byggemarkeder, er vel­egnede, f.eks. anbragt langs sokkelen eller henover vinduerne. Brug af afstivning vil dog være vanskelig eller umulig, hvis bygningens indvendige dele også skal modelleres og forsynes med udstyr. Til udvendige mure bør pappets tykkelse være mindst 1,5 mm, men ikke tykkere end 3,0 mm, da det ellers bliver for besvær­ligt at udskære åbninger. Pap i forskellige tykkelser og kvaliteter kan købes hos bog- og papirhandlere, og prisen er overkommelig set i forhold til udbyttet. Det grå pap er udmærket, både til at lime murstenspapir på og til at male på, idet det giver en lidt grov overfladestruktur. Et uundværligt hjælpemiddel er millimeterpapir til optegning af de enkelte mur flader m.v., idet det sikrer, at alle rette vinkler bliver rette, hvilket er overordentligt vigtigt, da selv små skævheder giver anledning til meget besvær, når bygningsdelene skal samles. Millimeterpapir kan købes i A4-blokke hos papirhandlerne. Bedre er det imidlertid at råde over en tegneprogram på en PC eks. Corel Draw, idet det bl.a. giver mulighed for ved kopiering, skalering m.v. at få eksakte tegninger, der udprintes på selvklæbende etiketpapir. Optegning af bygningen. Altså begynder man arbejdet med at tegne alle bygningens mure med tilhørende vinduer og døre ind på millimeterpapir eller ved hjælp af et PC-tegneprogram. Grundlaget er allerhelst en bygningstegning suppleret med fotos, men fotos alene er også et udmærket grundlag, hvis billedet er så tydeligt, at det er muligt at tælle mursten, for at kunne regne dimensionerne ud (1 meter svarer stort set til 4 sten på langs eller 13 skifter i højden inkl. fuger). Det er en god idé - hvis man selv fotograferer bygningen og ikke har mulighed for en egentlig opmåling - at lade en hjemmelavet landmålerstok med 20 cm lange skiftevis røde og hvide felter komme med på billedet, placeret tæt op af muren passende steder. Når dimensionerne er omregnet, vil det når der anvendes millimeterpapir, være hensigtsmæssigt at afrunde resultatet til hele millimeter, da det er lettest at styre udskæringen, d.v.s., opnå ensartede størrelser på ensartede bygningsdele, hvis skærekniven kan følge millimeterstregerne. Før man tegner bygningsfladerne op, må man gøre sig klart, hvorledes hjørnerne skal samles, om det er ved skråskæring eller ved at støde de vinkelret afskårne papstykker op mod hinanden, idet det har indflydelse på længden af de enkelte flader. I sidstnævnte tilfælde kan der blive problemer med at skjule fugen, idet det er min erfaring, at det er lettest at vente med at samle bygningen indtil murene er påklæbet murstenstapet og vinduer og døre er monteret. For mit eget ved­kommende bruger jeg næsten altid skråskæringen. Udskæring. Når bygningen er tegnet op på millimeterpapiret - med spids blyant og i 1:87 - limer man papiret på det udvalgte pap med almindelig hobbylim, der påsmøres papiret med en våd pensel. Der må ikke være tørre pletter, da det giver buler i murfladen. Når limen er blevet tør, kan det ske, at pappet har krummet sig. Ofte kan man bøje pappet, så krum­ningen for­svinder, eller man kan - som ovenfor nævnt - lime lister på bagsiden, når murfladen er udskåret. Man kan også lime papir på bagsiden samtidig med at millimeterpapiret limes på forsiden. På denne måde ophæver spændingerne hinanden. Når pappet er tørt udskæres vindues- og døråbninger med en skarp hobbykniv. Ved udskæringen er det vigtigt at have et skæreunderlag, der ikke sløver kniven. Gode skæreunderlag kan købes i papirhandelen i forskellige størrelser. Der skæres langs bagkanten af en stål- eller aluminiumlineal. Ved det første snit med kniven er det vigtigt, at snittet ligger præcist langs linealen, d.v.s., der bør ikke trykkes for hårdt, da det er lettest at styre kniven med et let tryk. Det er også vigtigt at følge tegningens linier meget præcist, da små skævheder bliver ret synlige og giver problemer med montering af vinduer og døre. Først når åbningerne er udskåret, skæres murfladen fri langs omridset. Den kant af murelementet, der skal danne hjørne, skal nu bearbejdes, så det danner en skrå flade under 45 grader eller spidsere. Det kan f.eks. ske ved at anbringe pappet oven på en stållineal, der ligger langs kanten af skærebordet. Dernæst lader man hobbykniven følge linealen i en skrå vinkel, så det meste af det overflødige pap fjernes. Resten af pappet fjernes med en slibeblok med sandpapir. Ved at holde de to stykker pap, der skal danne hjørne, op mod hinanden kontrolleres, at hjørnet bliver skarpt, d.v.s., at det ikke gaber. Murtype. Hvis bygningen skal fremtræde malet, bør der males inden bygningen samles og inden vinduer og døre isættes. I det mindste bør murene grundmales, så der kun er tale om supplerende maling, efter at bygningen er samlet. Hvis bygningen skal fremtræde med murstensvægge, skal der pålimes murstenspapir, inden vinduer og døre isættes, og inden bygningen samles. Et stykke murstenspapir lidt større end den pågældende murflade tilskæres, så en af kanterne følger en vandret fuge. Denne kant skal ved pålimningen følge nederste eller øverste vandrette kant af muren helt præcist, så der ingen skævheder bliver, da selv små skævheder ses ret tydeligt. Når limen er blevet tør, fraskæres det overflødige papir langs murfladens omrids. Det kan også fjernes ved hjælp af en slibeblok med sandpapir. I åbningerne til vinduer og døre gennemskæres papiret diagonalt, og de derved opståede trekanter presses bagud og limes fast til karmene efter, at der er smurt lim på disse. For at få karmene lige glattes disse med en stump firkantliste eller lignende. Når limen er tør bortskæres det overflødige papir eller det limes fast på den indvendige murflade, hvis denne er skjult i den færdige bygning. Fremstilling af særlige mur partier. Fremstilling af murstensbånd, buede vinduesoverliggere, sålbænke etc. vil selvfølgelig bedst kunne ske ved at trykke disse med de respektive trykplader. Imidlertid er disse ikke umiddelbart til at købe. Man kan derfor klare sig på anden måde. Murstensbånd på en halv, én eller halvanden stens højde udskæres på tværs af det almindelige tapet, idet man sørger for, at udskæringen følger de korte fuger. Sådanne strimler kan f.eks. bruges til vandrette vinduesoverliggere. Til brug som sålbænk skal tapetet først limes på et stykke 0,5 mm tykt karton, som herefter udskæres i strimler, der atter opdeles i stykker svarende til vinduesbredden. Kanterne af kartonen farves med den gemte farverest fra fremstillingen af tapetet. Denne type sålbænk limes på muren under vinduesåbningen. Sålbænke af skråtstillede fliser fremstilles af en strimmel tyndt karton, der males i den ønskede farve. Denne type limes fast inde i vinduesåbningen, således at strimmelen delvis stikker uden for muren. Krumme vinduesoverliggere fremstilles ved, at der af tapetstrimlen for hver fuge med en skarp og spids hobbykniv udskæres en tynd kile af en længde, så papirstrimlen stadig er sammenhængende. Ved denne som ved så mange andre arbejder i de små dimensioner er en arbejdslampe med indbygget lup uundværlig. Når papirstrimlen limes på i krum tilstand, vil kilerne lukke sig. Eventuelle lyse snitkanter efterbehandles med lidt fugefarve. Det er en proces, der kræver nogen tålmodighed, men jeg synes resultatet giver belønningen. Selv omkring runde vinduer har jeg brugt denne fremgangsmåde med rimeligt resultat. Hvis der er tale om svagt krummede vinduesoverliggere er det tilstrækkeligt at lægge et enkelt snit i hver fuge i øverste side af overliggeren. Snittene vil så åbne sig svagt og nærmest usynligt, når papirstykket krummes ved på limningen. Samling af bygningens mure. Et uundværligt hjælpemiddel ved limning, hvor det er vanskeligt at komme til, eller hvor der kun skal anvendes en lille mængde lim, er en injektionssprøjte, hvor størrelsen 2 ml med en 0,8 mm kanyle er passende størrelse. Kanylens skarpe spids fjernes ved slibning - ikke med en skævbider. Når sprøjten opbevares med kanylen dyppet i vand, tørrer limen ikke, og sprøjten er altid klar til brug. Før murene samles, skal vinduer og døre fremstilles og isættes, da det er lettere at gøre på de løse murflader. Herom i et senere afsnit. Vinduesoverliggere, sålbænke o.l. udvendige bygningsdele kan eventuelt vente til bygningen er samlet. Endvidere skal de indvendige vægflader males i den ønskede farve, hvilket i reglen vil sige en mørk farve, hvis bygnin­gen ikke skal fremvise indvendigt udstyr, idet mørke farver bedst camouflerer de tomme rum. Som tidligere beskrevet skal murkanterne ved bygningens hjørner skæres kileformet. Det kontrolleres, at kilen er så spids tilskåret, at samlingen kan ske uden at der bliver en åben revne i hjørnet. Endvidere må murfladerne ikke krumme. I visse tilfælde kan krumme flader rettes op ved at pappet krummes modsat. Er der tale om en lukket bygning, hvor det indre ikke skal kunne ses, kan murfladerne pålimes f.eks. 6x6 mm lister under pres. Disse lister kan eventuelt samtidigt anbringes således, at de er med til at forstærke bygningens hjørner eller kanten langs gulv eller tag. For at få bygningens hjørner retvinklede, vil det også være en god ide at have den indvendige bundplade klar, således at bygningens mure pålimes denne samtidig med, at de samles i hjørnerne. Efter at murene er samlet og bundpladen pålimet, skal der opsættes papstykker som tværvægge i huset på de steder, hvor man ikke ønsker, at der skal være gennemkig fra et vindue til vinduer i den modsatte side. Disse vægge skal også males. Denne artikel vil ikke beskrive arbejdet med at fremstille bygninger, hvis indre skal kunne ses, f.eks. remiser, kommando­poster o.l. Det siger sig selv, at der i sådanne situationer vil være betydeligt mere arbejde med bygningen, både med hensyn til bemaling og til indvendigt udstyr. Effekten bliver da også væsentligt større, især hvis der indlægges lys. Tagflader. Tagflader kan simplest laves af pap, der er tiltrækkeligt stift til at kunne bære sig selv uden understøtninger. I større bygninger vil det dog være godt at have enkelte skillemure, der går helt op for derved at være med til at bære og afstive taget. Mange tagkonstruktioner er bygget op på spær, som er synlige under den del af taget, der rager uden for murene. Ofte er den synlige del af spærene tilskåret dekorativt. Ved gavlene kan det yderste spær være synligt i sin fulde længde hvilende på enden af langsgående bjælker, der passerer gennem gavlmuren. Spæret kan være suppleret med et bræt, der dækker kanten af tagfladen. Det er ikke så simpelt at bygge modellen af taget, når også spærene m.v. er med, men det giver modellen et ekstra løft, hvis den slags detaljer kan ses. Spærene kan eventuelt laves, så det kun er den synlige del, der monteres. Dekorative udskæringer er let at lave med miniboremaskinens slibeskive. Tagfladen kan være teglsten, bølgeplader, skifer, pap eller stråtag. Det er lettest at bygge et tag af pap. Dertil kræves kun 12 mm brede papirstrimler, som pålimes begyndende fra den nederste del af taget med 2 mm overlapning for hver strimmel. Papiret gives overbredde langs tagets nederste kant, så det senere kan bukkes omkring kanten. Ved gavlenderne af taget renskæres de udragende strimler, når limen er tør, enten med overbredde, så papiret kan bukkes omkring kanten, eller uden overbredde, hvis der skal pålimes et bræt. Tagfladen males med to grå nuancer. Først den lyseste, dernæst den mørkeste, som påføres således, at den lyseste skinner igennem i pletter og striber. Eventuelt kan der blandes en smule lim i det første lag maling, som pådrysses en lille smule meget fint sand. Det er lettest at styre papirstrimlerne under påklæbningen, såfremt taget forinden er pålimet mm-papir. Skifertag kan fremstilles ved at pålime skiferflager udskåret af papir stykke for stykke. Det er dog uhyre tidskrævende. Lettere er det at bygge skifertaget op af strimler. Papiret afmærkes på det ene led svarende til bredden af skiferpladerne (f.eks 6 mm) og på det andet led svarende til bredden af strimler (f.eks. 7 mm). Dernæst ridses papiret med et ikke for skarpt instrument, så fugen mellem skiferpladerne markeres. Derefter udskæres strimlerne, og der udskæres v-formede hak i kanten ved fugerne. Det går hurtigst ved at lægge 3-5 strimler oven på hinanden. Skiferstrimlerne pålimes således, at hver strimmel forskydes 1/2 pladebredde i forhold til den foregående. Langs tagets rygning lukkes med en strimmel, som bukkes lige langt til begge sider. Skifertaget males i to nuancer ligesom paptaget. Tage af bølgeplader (eternitplader) er lettest at fremstille flade, d.v.s., ved at anvende de papirmodeller, der kan købes. Skal taget have bølger, er det nok nødvendigt at anvende de plastikflager, der kan købes. Et forsøg med at tage "aftryk" af en sådan plastikflade lykkedes kun nogenlunde og med stort besvær ved at presse staniol ned i overfladens bølger, dernæst påføre det et lag hvid lim og da limen var tør, at tage staniolen af, vende den om og give den acrylmaling. Bølgepap kan også anvendes, men giver forholdsvis store bølger. Tegltage fremstilles af bølgepap. Det skal være den smalle type, hvor der er ca. 31 bølger pr. 10 cm. Dette er nogenlunde det rigtige målforhold. Bølgepap uden papir på den ene side kan købes i store ark i visse papirhandeler (benyttes af arkitekter). I øvrigt kan anvendes bølgepap fra rouladeæsker og fra anden emballage, hvor målforholdet er det rigtige. Såfremt der er papir på begge sider, kan det ene lag fjernes ved at væde det med vand, hvorefter det kan rives af. Bølgepappet gives teglstensudseende ved først at gennemskære bølgetoppene på tværs med en skarp kniv langs en lineal i indbyrdes afstande svarende til teglstenenes synlige længde. En afstand på 6mm giver et godt resultat selv om den faktisk er for stor. Dernæst gives bølgetoppene et tryk neden for snittene ved hjælp af et ikke for skarpt instrument, som føres langs linealen. Tagrygningen pålægges en enkelt bølge tagsten. Når limen er tør, males tagfladen med teglstensfarve, og der patineres med en lidt mørkere farve nogle steder i bunden af bølgerne, neden for skorstene etc. Stråtag kan fremstilles af et kasseret, langhåret sædebetræk fra en bil. Bunden af stråtaget er som i de øvrige tilfælde en papplade, som betrækket limes på efter at være klippet i form, så tagskægget flugter med den nederste kant af taget. Dernæst males taget med en blanding af den ønskede farve og lidt lim. Der stryges med hårene, og der bruges så meget maling, at det øverste hårlag er gennemfarvet. Mønningen skabes ved at støde penslen ind i hårlaget imod hårene. Eventuelt justeres kanterne med saksen. Når malingen er tør, kan taget gives mospuder med grønne farveklatter. Tagrender og tagnedløb. Tagrender fremstilles af sugerør (den tynde slags). Sugerøret halveres ved hjælp af en rund pind af en størrelse, der akkurat kan passere gennem røret. I den ene ende af pinden anbringes et blad fra en hobbykniv (på tværs midt gennem pinden), og sugerøret halveres ved, at pinden forsigtigt trækkes igennem uden at røret drejes. Operationen lykkes ikke hver gang, idet der sommetider udløses nogle spændinger, som får rørets to halvdele til at vride sig. Det halve sugerør males med acrylfarve og kan derefter eventuelt gives andre nuancer med plakatfarve. Tagrenden pålimes tagets nederste kant, idet der på tagets underside påføres en stribe lim, hvorefter tagrenden anbringes på plads. Det kan være nødvendigt at bruge alle ti fingre til at styre tagrenden, til limen har fået fat i den, men det sker i reglen ret hurtigt. Tagrenden kan lukkes for enderne med et tilpasset stykke papir, men det er ikke absolut nødvendigt, da en manglende endeafslutning ikke ses umiddelbart. Nedløbsrør fremstilles af 1 mm tykke stålstrenge, der loddes eller lettest af runde 1 mm tykke plastpinde, som limes. Der males første gang med acrylfarve og dernæst eventuelt med plakat farve. Nedløbsrørene fastgøres på murene med nogle klatter lim på bagsiden af røret og på toppen, hvor denne rører bunden af tagrenden. Vinduer. Vinduer kan fremstilles på mange måder. Det kan være uigennemsigtige, sortmalede flader, det kan være gennemsigtige ruder lavet af låg fra chokoladeæsker, eller der kan anvendes plastplader, som kan købes i A4-format i forskellige tykkelser og som forholdsvis let kan skæres i vindue stykker ved hjælp af en hobbykniv. Sprosser kan fremstilles på flere måder. En måde er at anvende selvklæbende etiketter, som udskæres i strimler i bredder svarende til den pågældende sprosse. Eventuel farvelægning skal ske inden udskæringen. Efter påklæbningen farves den lyse snitkant med forsigtighed med lidt tynd vandfarve. Påklæbningen kan ske ved, at man lægger strimmel på strimmel i krydsningspunkterne, eller ved at man fjerner den øverste del i krydsningspunktet med en spids kniv. Påklæbningen af strimlerne bør styres af et underliggende mm-papir, hvorpå sprosserne er tegnet ind. En anden måde at fremstille sprosser på er ved at ridse plastpladen svarende til sprossens kanter og dernæst udfylde med akrylmaling. Ridsningen styres ved hjælp af et underliggende mm-papir. Det kan være vanskeligt at se ridserne, og skyggen af ridserne på det underliggende papir er ofte forskudt afhængigt af, hvor lyskilden befinder sig. Maling af sprosserne sker ved hjælp af en fin pensel og er forholdvis let at udføre, da malingen af sig selv løber ud til og standser ved ridserne. Er der kommet maling uden for sprossen, er det i tør tilstand let at fjerne med en spids træpind eller lignende, der ikke ridser. Den letteste måde at fremstille vinduer på er at anvende et tegneprogram på en PC. Der anvendes samme tegning, som blev brugt til at fremstille vægfladen, idet aller vinduer er suppleret med sprosser etc. Når tegningen er udprintet på etiketpapir (den store etiket, der fylder et helt A4-ark), bortskæres "glasset" i vinduerne, hvorefter papiret pålimes plastpladen, som fastgøres med lim på murfladens inderside. Bemaling af sprosserne sker inden monteringen. Fremstillingen af tynde sprosser (fabriksvinduer, staldvinduer etc.) sker lettest ved at lave en grov ridse (ved at ridse et par gange med en lille forskydning). Dernæst smøres der maling på hele ruden, som umiddelbart efter tørres af med en klud. Derved bliver noget af malingen hængende i ridserne, nok til at give illusion af en tynd sprosse. Fremstillingen af tynde sprosser på denne måde skal ske inden den øvrige del af vinduet pålimes ved hjælp af etiketpapir. Gardiner laves simplest af hvide papirstrimler, der limes fast nedenfor og ovenfor rudens bagside. Gardiner kan i øvrigt udformes på mange måder og med mange farver og mønstre. Persienner bag ruder kan fremstilles af et stykke af det gennemsigtige chocolade-æskelåg, som påføres tætliggende fine ridser. Tagvinduer på pap- eller skifertage udføres lettest ved at lime ruden (med påmalede sprosser og ramme) direkte på taget, idet tagfladen under ruden forinden males dybsort. Limen påføres rundt langs rudens kant og dækkes senere med lidt farve. Døre med ruder kan fremstilles ved, at hele døren først udskæres af en acrylplade, hvorefter træværket udskæres af et stykke mm-papir, bemales og pålimes plastpladen med fotolim. Problemet her er de fine tråde, som limen er tilbøjelig til at danne. Lettere er det også her at anvende PC-tegneprogram og udprintning på selvklæbende etiketpapir. Fyldinger i døre bygges op ved at anvende flere lag karton. Kanten af døren bør forsynes med en karm.